Giv mig, Gud, et bibelhjerte

Hej!
Jeg er så glad for, at du har besluttet at kigge forbi.

Denne blog er ikke en ny læseplan til din Bibel. Og den skal ikke være en kilde til dårlig samvittighed. Denne blog er opstået ud af et valg, jeg har truffet, om at ville handle på noget, jeg har ignoreret for længe. Og jeg vil gerne invitere dig til at være med.


Jeg vil gerne læse i min Bibel. Jeg vil gerne. Men jeg gør det nærmest aldrig.

Jeg vil gerne, fordi jeg tror, den er fuld af sandhed. Jeg vil gerne, fordi jeg tror, den giver vigtige perspektiver på menneskelivet. Mest af alt, vil jeg gerne, fordi jeg tror på, at Gud siger ting til mig gennem Bibelen. Påmindelser, opmuntringer, formaninger osv. Derfor tror jeg også, at hvis jeg får åbnet min Bibel noget mere, kan det styrke min relation til Gud. Og det er dét, jeg allerhelst vil.
 
Dette her handler nemlig ikke om en bog. Det handler om en levende Gud.
Der var engang, i gymnasiet og da jeg gik på bibelskole, hvor det var som om, at (nærmest) hver eneste gang jeg åbnede min Bibel, oplevede jeg, at den talte ind i mit liv. Jeg syntes, det hele ‘gav mening’. Der var engang, hvor jeg havde tætte kristne venner i min hverdag. Vi så hinanden hver dag. Vi diskuterede tro og liv, og regler og værdier, og vi voksede sammen. Det føles som meget længe siden.
 
Jeg vil ikke tilbage til dengang. Først, fordi: Jeg tror, det er umuligt. Der er sket for meget, for mange ting der gjorde ondt, for mange store ændringer og for mange ting, der ikke gav mening, siden da. Livet har foldet sig ud på godt og ondt, og min verden er blevet større. Men jeg vil faktisk heller ikke tilbage, for jeg tror, jeg har lært nogle vigtige ting i de år, der er gået siden da. Jeg har ikke lyst til at afskrive de oplevelser eller mennesker, der er kommet ind i mit liv i mellemtiden. Jeg har heller ikke lyst, til at afskrive Gud.
 
Jeg har min bibel med over alt. De sidste år, har jeg medbragt den mange steder. Når jeg har pakket en weekendtaske, og på rejser, er den nærmest altid kommet med. Den har ligget på mit natbord hver aften. Lige indenfor rækkevidde. Men hvorfor rækker jeg ikke ud efter den? Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst til at ‘høre fra Gud’. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft brug for opmuntringer eller formaninger. Jeg tror desværre, for mig, at det har en hel del at gøre med arrogance. Arrogance og travlhed. ‘Jeg ved jo godt, hvad der står i den’ / ‘jeg kender jo standard-svarene’ / ‘jeg har ikke tid til at læse noget, jeg godt ved i forvejen’. Og så er der travlheden: Jeg har mange gange besluttet mig for: At i aften! Om lidt! Når jeg liiige har…! SÅ! -vil jeg læse i Bibelen! – Og så kommer der altid bare lige et eller andet i vejen. Jeg når ikke dertil, fordi jeg overlader valget til ’senere’.
 
Ud over dette, er det for mig, også et trosspørgsmål. Der er, – når jeg skal være helt ærlig, og det prøver jeg virkelig her, – også sket et knæk i min tillid til Gud. Kan jeg virkelig stole på, at han er med mig, og virker gennem sit levende ord, hvis jeg bruger tid på det, og ham? Mit problem er, at jeg ikke engang stiller spørgsmålet.
 
Det er som om, Gud er blevet en god gammel ven, jeg ikke rigtig har kontakt til længere.
Jeg har startet denne blog, fordi jeg tror, der er nogle, der har det lige som mig(?). Jeg har brug for at handle. Gøre noget aktivt. Vælge at tage nogle skridt, i, hvad jeg tror er, den rigtige retning. Og jeg vil spørge, om vi skal vi gøre noget ved det, sammen?
Jeg har lyst til, at få lyst til at læse i Bibelen. Fordi jeg tror, det ville være godt for mig og min relation til Gud. Fordi jeg ved, -for det har jeg ‘lært’, men ikke helt fordi jeg kan mærke det i mit hjerte, – at Gud er lige så meget med mig nu, som dengang i gymnasiet eller da jeg gik på bibelskole.
 
Så her er min idé: På denne blog, lægger jeg inspiration op. Jeg håber, du vil bidrage. Fokus er: Noget, som giver lyst til at læse i Bibelen. Dér har jeg ingen forestilling om, at jeg eller vi kan ramme noget, der inspirerer alle. Men måske kan vi inspirere nogle. Og selv blive fastholdt i det valg, vi har taget om, at styrke vores relation til Gud.
 
Der er meget godt at sige om sammenhængende bibellæsning af hele bøger og læseplaner og bibelstudiematerialer. Men det er ikke det, jeg vil hér. Jeg vil, at Gud skal begynde at få mere plads i mit liv igen, og så må han forme mit bibelhjerte. Jeg er uddannet grafisk designer, og det naturlige for mig er den visuelle inspiration. Kreativitet er et nøgleord for mig. Men jeg har også en tendens til at ville perfektion. Det vil jeg prøve at give slip på hér. Nogle dage kan en post være et flot illustreret bibelvers, et digt, et billede, et forslag til en aktivitet. Andre gange en længere refleksion som denne.
 
Faktisk vil jeg ikke sætte en masse regler op.
Jeg kommer helt sikkert ikke til at poste hver dag. Jeg håber bare sådan, at I sidder nogle derude, som har lyst til at være med. Efterlad en kommentar hér, eller send en mail til pernille@bibelhjerte.dk
Det var introduktionen. Jeg glæder mig til at komme i gang!
Kh Pernille Ryttersgaard Rønn
 
Ps. Jeg har lavet en Facebookside, hvor jeg poster, når jeg laver et nyt indlæg på bloggen. Du kan finde den hér: facebook.com/bibelhjerte
 
Pps. Dette er IKKE et nytårsforsæt. Det er resultatet af lang tids overvejelse og en juleferie, hvor jeg har brugt en del tid på at tænke over, hvordan jeg vil, at mit liv skal være. Der er intet magisk ved 1. januar, og jeg har oprettet denne blog, for at holde mig selv op på et vigtigt valg, jeg har truffet. Jeg håber, du vil følge med herinde, og se hvad det bliver til.

2 thoughts on “Giv mig, Gud, et bibelhjerte”

  • 1
    Johanne Ellesen on 31. december 2016 Svar

    Virkelig dejligt, at du har oprettet denne side – jeg har det på helt samme måde! Glæder mig til at følge med ?

  • 2
    PernilleRonn on 1. januar 2017 Svar

    Hej Johanne. Fedt at du er her! 🙂 Jeg glæder mig til at høre flere af dine tanker, og håber vi kan opmuntre hinanden. 🙂 De allerbedste hilsner, Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *